FÆNOMENET DRUGGING

Drugging – også kaldet drink spiking – er, når en person bevidst tilsætter et bedøvende, sløvende eller psykoaktivt stof til en andens drik uden samtykke. Dette sker ofte med det formål at udnytte eller skade offeret, og i mange tilfælde uden at offeret opdager det før det er for sent. Drugging er et overgreb og et alvorligt brud på den personlige sikkerhed.

HVAD ER DRUGGING?

Drugging kan ske med mange forskellige stoffer, herunder:

  • GHB og GBL: Bruges ofte, da de er svære at smage i en drink og har stærkt sløvende effekt.
  • Ketamin: Et bedøvende middel, som også kan give hukommelsestab.
  • Benzodiazepiner: Beroligende medicin (f.eks. Rohypnol), som kan føre til desorientering og bevidsthedstab.
  • Almindelig alkohol: Nogle gange overhælder gerningspersoner drinks med ekstra alkohol for at bringe offeret i en sårbar tilstand.

Du kan finde endnu flere informationer om påtvungen forgiftning på sundhed.dk.

Stofferne virker hurtigt og kan give symptomer som svimmelhed, kvalme, træthed, blackout, hukommelsestab og i værste fald bevidstløshed. I nogle tilfælde vågner ofre først op timer senere uden erindring om, hvad der er sket.

Drugging i Danmark

Drugging er et voksende problem i Danmark. Det foregår oftest i nattelivet, men også på festivaler og ved andre events i det offentlige rum. De seneste år har danske medier dokumenteret en stigning i antallet af sager, hvor borgere – både kvinder og mænd – mistænker, at de er blevet bedøvet uden samtykke.

En stor udfordring i Danmark er, at det er vanskeligt at dokumentere drugging, da mange stoffer forsvinder hurtigt ud af kroppen. Samtidig er procedurerne for blod- og urinprøver ikke altid hurtigt tilgængelige – og ofte kræves politianmeldelse, før hospitalspersonale må tage prøver.

Ifølge undersøgelser fra Radio4 tager kun én af fem danske regioner rutinemæssigt relevante blodprøver i drugging-sager uden at vente på politiet. Det betyder, at mange sager aldrig bliver opklaret, og ofrene står tilbage uden retfærdighed.

tre væsentlige pointer

1. Drugging-sager bliver sjældent anmeldt, og endnu sjældnere opklaret.

2. Mange ofre føler skyld eller skam og vælger ikke at gå til politiet.

3. Der er få officielle statistikker, hvilket gør omfanget svært at kortlægge.

ET Internationalt perspektiv

Drugging er ikke kun et dansk problem – det er et globalt fænomen. I lande som Storbritannien, USA og Australien har der de seneste år været massiv opmærksomhed på emnet, og mange aktivistgrupper og NGO’er arbejder med oplysning og støtte.

Nogle lande har implementeret:

  • Nationale hotline-tjenester for drugging-ofre.
  • Krav om testudstyr på hospitaler og i nattelivszoner.
  • Kampagner på universiteter og i nattelivet.

I Danmark halter vi bagefter, både i forhold til beredskab og opmærksomhed. Der er behov for mere viden, hurtigere adgang til prøver og større åbenhed omkring emnet.

Gør en forskel

Du kan være med til at gøre en forskel på flere måder, blandt andet ved at melde dig ind i foreningen lige her.

Så kan vi ved fælles indsats arbejde sammen imod drugging.